Skip to main content
9. juli 2024

Vild sommer i Geografisk Have: Tag børnene med til spændende sommeraktiviteter

Tag på en eksotisk sommertur til Geografisk Have. Bliv dus med dyrene, gå på spændende bladsafari eller lær at binde en blomsterkrans. Der er mange gode grunde til at besøge haven denne sommer.

Af: Josefine Lilja | Foto: Pexels

Geografisk Have et skønt sted for børn og barnlige sjæle, med legepladser, dyrefold, bambuslunde og grotter.

Hele sommeren er der ekstra meget sjov at komme efter, når der alle hverdage fra kl. 11.00 afholdes børneaktiviteter.

Sommerprogram

I ugerne 28-32 – alle ugens dage – afholdes blomsterløb. Her kommer du på orienteringsløb rundt i haven, på jagt efter de planter, som er flottest, sjovest eller særest på denne tid af året. Gætter du plantegåden, kan du få en lille præmie med hjem.

I løbet af ugerne er der også skiftende aktiviteter. Programmet er som følger:

Uge 28: Bind en blomsterkrans. Der er masser af smukke sommerblomster i Geografisk Have. Denne uge kan du lære at binde den fineste blomsterkrans.

Uge 29: Dus med dyrene. Kom og vær med, når gederne bliver fodret eller prøv at strigle én af havens søde ponyer, Arthur og Claire.

Uge 30: Quiz en blomst. Lær noget nyt om blomster.

Uge 31: Bladsafari.Vi går på opdagelse i de mange sjove og specielle blade, som man kan finde i Geografisk Have

Uge 32: Bind en blomsterkrans.Der er masser af smukke sommerblomster i Geografisk Have. Denne uge kan du lære at binde den fineste blomsterkrans.

Læs mere og find praktisk info om sommeraktiviteter for børn her.

Eventyrlige sommeraftener

Udover at være et velegnet mål for dagsudflugter, byder Geografisk Have også på magiske sommeraftener.

Torsdag i juli og august holder haven åbent helt til kl. 20.00, med fri entre fra kl. 18.00.

Pak picnickurven og nyd et måltid i skønne omgivelser. Læs mere om sommeraftener i Geografisk Have her.