Siden Børnenes MGP første gang rullede over skærmen i 2000, har børn over hele landet sunget, danset og drømt om at stå på den store scene. Men hvad blev der af alle de sange, der aldrig kom gennem nåleøjet? Og alle de hjemmelavede musikvideoer, MGP-fester og optrædener, som kun familie og venner fik lov at opleve?
Det vil Kolding Stadsarkiv gerne finde ud af. Fra efterårsferien 2026 og frem til MGP i februar 2027 inviterer arkivet koldingensere til at dele deres MGP-minder i form af sange, videoer, billeder og personlige fortællinger.
Børnenes historie skal også bevares
Indsamlingen handler ikke kun om musik og nostalgi, men også om at give børn og unges egne oplevelser en plads i lokalhistorien.
Børns egne fortællinger fylder ikke meget i arkivets samlinger. Det vil vi gerne lave om på. MGP har været en stor del af mange børns liv gennem mere end 25 år, og med indsamlingen vil vi gerne bevare noget af den kreativitet, de drømme og de fællesskaber, der har været knyttet til MGP udtaler stadsarkivar Lene Wul.
Alle MGP-historier er velkomne – uanset om man dansede foran fjernsynet, sendte sin egen sang ind eller nåede helt frem til finalen. Både børn, unge og voksne, der har en tilknytning til Kolding, kan bidrage.
Fra gemmerne til lokalhistorien
I forbindelse med Kolding som Årets Grand Prix By 2027 arbejder Kolding Stadsarkiv også på at bringe nogle af de indsamlede MGP-historier ud i Koldings bymidte som en del af fortællingen om Kolding som musikby.
Men først skal historierne findes. Derfor lyder opfordringen til koldingenserne: Kig i gemmerne! Måske ligger der en gammel MGP-sang, en hjemmevideo eller et fotografi, som fortjener en plads i historien.
Sådan deltager du
Kampagnen løber fra efterårsferien 2026 og frem til MGP i februar 2027.
Du kan nemt indsende din MGP-historie, sang, video eller dine billeder via Kolding Stadsarkivs hjemmeside.
Materiale kan også afleveres til Kolding Stadsarkiv, Skolegade 2B, 6000 Kolding Tirsdag–torsdag kl. 11–15 og første lørdag i måneden kl. 11–15 eller efter aftale på arkiv@kolding.dk
