Skip to main content
22. maj 2023

Tårnfalkepar får unger for tredje år i træk på Koldinghus

Tårnfalkepar er genforenet på Koldinghus og får unger for tredje år i træk i redekassen på Kæmpetårnet. Falkeparret fandt sammen i 2021.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA KONGERNES SAMLING

Tårnfalkepar genforenet på Koldinghus og får unger for tredje år i træk i redekassen på Kæmpetårnet. Falkeparret fandt sammen i 2021 på slottet, efter at der i 2019 blev hængt en redekasse op på tårnet.

I 2019 satte Kongernes Samling i samarbejde med Skovtrolden Naturgruppe en falkekasse op på muren på den nordlige side af Kæmpetårnet på Koldinghus. Håbet var, at et tårnfalkepar ville flytte ind og dermed stresse og skræmme de mange duer ved Koldinghus væk. Duerne efterlader nemlig klatter, som nedbryder murværket på det gamle slot.

I 2021 flyttede et falkepar ind i redekassen, og de fik tre unger. Duerne forsvandt stort set og museets sommergæster kunne samtidig glæde sig over synet af tårnfalkefamilien over Koldinghus’ tage. Året efter vendte falkeparret tilbage til slottet, hvor de fik fire unger.

Nu kan Koldinghus meddele, at der igen er kommet små tårnfalkeunger i redekassen, og at det formodentlig er det samme par, som er vendt tilbage på Koldinghus for tredje år i træk. Man ved endnu ikke, hvor mange unger, der er ruget ud i redekassen. Men i løbet en måneds tid forventer Kongernes Samling, at de små fugleunger har vokset sig store nok til at kaste sig ud i deres første flyvning.

Kongernes Samling livesender døgnet rundt fra redekassen på Koldinghus. Du kan følge med her: https://www.kongernessamling.dk/koldinghus/tarnfalke/