03. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Tågelunds kunstner Robert Jacobsens grafiske værker kommer på auktion

Kunstneren bag de ikoniske skulpturer i Tørskind Grusgrav ved Egtved, Robert Jacobsen, er især kendt for sine monumentale stålskulpturer. Men den betydningsfulde kunstner efterlod sig også en omfattende produktion af grafiske værker. Nu kommer en række af dem på auktion hos Bruun Rasmussen.

Tågelunds kunstner Robert Jacobsens grafiske værker kommer på auktion
Af: Bruun Rasmussen | Foto: Bruun Rasmussen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Robert Jacobsen regnes blandt det 20. århundredes mest markante danske kunstnere. Hans monumentale skulpturer præger både det danske landskab og det offentlige rum. Fra 1969 boede han på Skovgården i Tågelund nær Egtved, hvor han fandt ro og inspiration til sit kunstneriske virke og levede frem til sin død i 1993.

Plads til eksperimenter i grafikken

Selv om Jacobsen først og fremmest forbindes med skulpturen, spillede grafikken en central rolle i hans kunstneriske virke. Her kunne han udforske idéer og kompositioner på en mere umiddelbar måde end i skulpturen. Hans grafiske arbejder udgør et væsentligt kapitel i fortællingen om en kunstner, der hele livet søgte nye måder at udfordre og udvikle sit formsprog på.

”Robert Jacobsen er især kendt for sine skulpturer, men hans grafiske værker fortjener mindst lige så stor opmærksomhed. De viser en mere intim og eksperimenterende side, hvor der er plads til farver, rytme og den legende tilgang til form, som kendetegner hans kunstneriske virke,” fortæller Sandra Philipsen Jørgensen, specialist i moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Fra Paris til Tågelund – til Egtveds kulturelle vartegn

Robert Jacobsen var autodidakt og arbejdede tidligt med abstrakte og surrealistiske udtryk, inspireret af blandt andre Wassily Kandinsky, Joan Miró og Jean Arp. I 1947 rejste Robert Jacobsen sammen med kunstnervennen Richard Mortensen til Paris, hvor han blev en del af kredsen omkring Galerie Denise René og den konkrete kunst.

I 1969 vendte Robert Jacobsen tilbage til Danmark og slog sig ned på Skovgården i Tågelund nær Egtved, hvor han boede frem til sin død i 1993. Det var også i denne periode, at han sammen med den franske kunstner Jean Clareboudt skabte den ikoniske landskabsskulptur i Tørskind Grusgrav. Skulpturparken, der blev indviet i 1991, er i dag et markant kulturelt vartegn for Egtved-området og besøges hvert år af kunstinteresserede fra hele verden.

Over 240 grafiske værker

Onlineauktionen hos Bruun Rasmussen omfatter mere end 240 værker af Robert Jacobsen fordelt på 95 katalognumre – fra litografier og håndkolorerede kobbertryk til raderinger og komplette mapper, som alt sammen vidner om kunstnerens eksperimenterende tilgang til form, farver og rytme – kvaliteter, der også kendetegner hans skulpturer.

Man kan byde med frem til den 14. juli på Bruun Rasmussens Onlineauktion. Vurderingerne starter fra 2.000 kr. Se alle værkerne HER.

Nøgleord
ShoppingKultur
Event Information