Skip to main content
4. februar 2024

Sejl med Kongeskibet over polarcirklen i vinterferien på Koldinghus

Koldinghus sender særudstillingen om Kongeskibet Dannebrog afsted ikke alene med en ny monark ved roret og et ønske om god vind fremover, men også med et farvel fyldt med spændende vinterferieaktiviteter, der sætter fokus på det maritime liv. Hans Majestæt Kong Frederik 10. åbnede 2. februar 2023 udstillingen Kongeskibet Dannebrog på Koldinghus som kronprins. Når udstillingen lukker efter vinterferien er det ham, der som konge selv skal stå på broen og sætte kursen.

Af: Kongernes Samling | Foto: Steen Pedersen. Pressefoto: Kongernes Samling
PRESSEMEDDELELSE

I vinterferien kan man opleve et skyggeteater og blive en del af traditionen med polardåb, hvor modige søfarere døbes af Kong Neptun selv. En ceremoni, som både Hans Majestæt Kong Frederik og hans mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe har været en del af på Kongeskibet Dannebrog.

Når en søfarer krydser polarcirklen første gang, er det tradition, at han eller hun døbes af Kong Neptun. Polardåben er en ceremoniel begivenhed, der fejres af besætningen om bord på skibet. Det er f.eks. almindeligt, at deltageren får stillet forskellige udfordringer som at blive døbt i isvand og flere af Kongefamiliens medlemmer er blevet polardøbt om bord på Kongeskibet Dannebrog. Forestillingen inviterer hele familien til at deltage i ritualet og børnene belønnes efterfølgende med deres eget polarbevis.

Udover skyggeteateret er der mulighed for at lære at tyde signalflag, tegne sit eget drømmeskib og klæde sig ud i matrostøj. Hele familien kan få taget et billede og sætte det ind i en fin ”guldramme” – et koøje, som kan tages med hjem til minde om dagen på Koldinghus. Man kan også møde en ”ægte” sømand, der deler hemmelighederne bag vigtige knob for matroser.

For gæster, der interesserer sig mere for udstillingen om pragtstellet Flora Danica er der mulighed for at lave sin egen blomst af crepepapir. Denne aktivitet kan opleves i uge 7 og uge 8.

Alle aktiviteterne er gratis, når der er betalt entré til museet. Gratis adgang for årskortholdere samt børn og unge under 18 år.

Se programmet her: https://www.kongernessamling.dk/koldinghus/post/vinterferie/

OM UDSTILLINGEN KONGESKIBET DANNEBROG

Koldinghus’ 800 m2 store ruinsal på fire etager danner ramme om udstillingen, som formidler livet ombord på Kongeskibet – for både Kongefamilien og mandskabet. Ruinsalens fire “dæk” er sat i spil i udstillingen og giver de besøgende en oplevelse af selv at stå ombord på skibet med sejldug, dækstole, redningskranse og udsyn til indsejlingen gennem Kolding Fjord – alt sammen tilsat lyden fra maskinrummet blandet med stemmerne fra skibets gaster og mågeskrigene fra de øvre dæk.

Det første, som publikum møder i udstillingen, er en 1:1-genskabelse af Kongeskibets stævn, der med en længde på 13,5 meter og en højde på 6 meter bryder gennem slotsruinens rustikke mure. I udstillingen er publikum også inviteret med helt ind i skibets værelser, hvor man kan opleve det smukke og elegante skibs indre. Udstillingen viser en lang række genstande med tilknytning til Kongeskibet, for eksempel H.M. Dronning Margrethes broderede puder til skibet, akvareller malet ombord af H.M. Dronning Margrethe, H.M. Kong Frederik og H.K.H. Prins Joachims matrostøj fra 1970’erne og det strålerør, der blev brugt til Frederik 9.s morgenbad på agterdækket. Historien om livet ombord igennem tre generationer bliver fortalt gennem Kongefamiliens private film og fotografier.

Kongeskibet Dannebrog er mere end et skib, det et flydende slot, der fra start af var bygget og designet til at være en kongelig residens. Skibet er derfor et personligt hjem, der danner rammen om den kongelige families liv til søs og bringer den kongelige familie ud til danskerne. Det er dog også et topmoderne skib, en arbejdsplads, hvor Søværnets værnepligtige arbejder og står i oplæring.

Kongeskibet Dannebrog blev bygget i 1931-1932 og har siden tjent som officiel og privat residens for den regerende monark og ind imellem også for andre medlemmer af den kongelige familie. Det benyttes til private rejser, til de årlige sommertogter i rigsfællesskabets hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg. Skibet tager under sine togter også del i opgaver som for eksempel farvandsovervågning, søredning og uddannelse af kommende officerer.

Udstillingen er en total nyopsætning og udvidelse af udstillingen ”KONGESKIBET DANNEBROG”, som kunne opleves på M/S Museet for Søfart i 2022.