Skip to main content
18. februar 2026

Politiet søger fortsat vidner og offentliggør nu et billede

Sydøstjyllands Politi beder offentligheden om hjælp for at klarlægge forløbet op til, at en 33-årig mand blev fundet tilskadekommen i Kolding.

Af: Sydøstjyllands Politi | Foto: Sydøstjyllands Politi
PRESSEMEDDELELSE

Natten til onsdag den 4. februar modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at der var fundet en tilskadekommen mand på Platinvej i Kolding.

Sydøstjyllands Politi har siden søgt vidner, der måtte have set manden i timerne forud for klokken 03.00. Politiet gentager nu appellen og offentliggør et billede af manden. Du kan se billedet her.

Alle, der har set ham, bør henvende sig

Samtidig opfordres alle, der måtte have set manden i tidsrummet fra klokken 01.00 til 03.00 onsdag den 4. februar til at henvende sig til politiet. Dette gælder også borgere, der måtte have set manden andre steder i Kolding end blot på Platinvej. Manden var iklædt mørke bukser og en mørk hættetrøje.

Vi har fortsat et stort ønske om at kortlægge mandens færden, forud for at han blev fundet tilskadekommen omkring klokken 03.00. Derfor håber vi, at offentliggørelsen af billedet kan få nogle til at henvende sig – også hvis de måtte have set manden andre steder i Kolding end lige på eller i nærheden af Platinvej, siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet gentager også, at borgere gerne må tjekke videoovervågning i biler og på ejendomme nær Platinvej samt i de nærliggende områder, hvor der kan være relevante optagelser.

Manden blev – efter han var fundet – bragt til behandling.

Har man set manden eller i øvrigt har oplysninger, der måtte have relevans for sagen, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.