29. april 2025

|

Pressemeddelelse

Ny varehuschef glæder sig til at slå dørene op til nyt koncept i Kolding

Det er en erfaren herre, som skal være i spidsen for føtex Food, når den åbner i Kolding. Han glæder sig rigtig meget til at introducere føtex Food-konceptet for koldingenserne.

Ny varehuschef glæder sig til at slå dørene op til nyt koncept i Kolding
Af: Salling Group | Foto: Salling Group

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Klaus Hansen skal til at køre turen over Lillebæltsbroen hver dag, når han vender retur til Kolding fra 1. maj. Han skal nemlig være varehuschef i den nye føtex Food på Vestre Ringgade 4 i Kolding, men han var for cirka 13 år siden en del af Bilka Kolding. Han kommer fra en stilling som foodchef i føtex på Vesterbro i Odense, og han glæder sig til den nye udfordring.
Det er en virkelig spændende opgave, og jeg ser frem til at vise føtex Food-konceptet til koldingenserne, siger 53-årige Klaus Hansen.
Og så glæder han sig til at vende retur til byen.
Jeg husker byen som rigtig dejlig med gode seværdigheder, og jeg glæder mig meget til at møde alle kunderne og til at få nye kolleger med ombord, siger han.
Glæder sig til at kunne inspirere
Klaus Hansen begyndte i Salling Group i 2000, men har været væk fra virksomheden i halvandet år. Fælles for alle årene er, at fødevarer har været omdrejningspunktet. Det gør sig også gældende i den nye føtex Food, hvor han ser frem til at inspirere kunderne med slagter-, delikatesse- og bagerafdelinger, ligesom de kan se frem til et bredt sortiment indenfor convenience samt inspiration til udenlandske retter som for eksempel det asiatiske køkken.
Det bliver spændende at byde kunderne velkommen i et helt nyt varehus, som ligger i et virkelig godt område. Jeg glæder mig til at engagere mig i lokalområdet - for eksempel sportsklubber og foreninger – og blive en del af nærmiljøet, siger Klaus Hansen.
En rutineret købmand
I løbet af de mere end 20 år i virksomheden har Klaus Hansen været i flere forskellige Bilka- og føtex-varehuse blandt andet Bilka Ishøj og føtex Bolbro i Odense, og i de seneste 13 år har han altså været en del af Fyns største føtex på Vesterbro. Hans erfaring, er regionschef i føtex Food, Jimmy Busk, ikke i tvivl om, bliver en gevinst for det nye varehus.
Klaus Hansen er en dygtig og rutineret købmand, som kender føtex Food og Salling Group rigtig godt, og jeg er virkelig glad for, at han har sagt ja til opgaven med at sætte føtex Food på landkortet i Kolding. Han er god til at arbejde med fødevarer, og jeg er sikker på, at han kommer til at gøre en forskel i Kolding, siger han.
Når Klaus Hansen ikke er på arbejde, holder han af at bruge tid med familien, som tæller kæreste, søn og datter, og de er alle sammen også en del af Salling Group. Derudover er han vild med at bruge tid i haven.
Jeg kan godt lide, at tingene er i orden – uanset om det er på arbejde eller i privatlivet, så det gælder også min have, som jeg godt kan lide at bruge tid på, fortæller han.
Klaus Hansen får nøglerne til sin nye arbejdsplads 1. maj, men først efter ombygningen åbner føtex Food i Kolding. Når den præcise dato er fastlagt, bliver den meldt ud.
Event Information