Skip to main content
21. december 2023

Ny klinik for gravide åbner i Kolding

Tre jordemødre står bag Gravidklinikken i Esbjerg, og de udvider nu med en ny klinik med beliggenhed i klinikfællesskabet på Olaf Ryes Gade i Kolding.

Af: Pressemeddelelse | Foto: Gravidklinikken

Den nye klinik åbner i weekenden i uge 1 og tilbyder primært ultralydsscanninger til gravide. Indehaverne arbejder også i det offentlige og oplever stor efterspørgsel på flere scanninger, mere tryghed og kontinuitet under graviditeten.

33-årige Nana Ejbye-Ernst er én af de tre medejere af Gravidklinikken, og den som de gravide og deres familier primært vil møde i den nye klinik i Kolding.

Jeg bor selv i Kolding og oplever stor efterspørgsel på flere åbningsdage – bl.a. derfor har vi valgt at placere klinikken i Kolding. Derudover tror vi på, at en klinik i Kolding vil bidrage til at få mere liv tilbage i byen. Ved at placere os i klinikfællesskabet på Olaf Ryes Gade håber vi ligeledes på at kunne få skabt en god synergi med de øvrige sundhedsfaglige på adressen og i området generelt, fortæller Nana Ejbye-Ernst.

Klinikken i Kolding har ledige tider fra uge 1 med både dag- og aftentider samt hverdags- og weekendtider. Hos Gravidklinikken kan man – mod betaling – få et øjebliksbillede af, hvad der sker under det voksende maveskind.

Klinikken udbyder også gentests, og planen er, at der med tiden også skal være andre tilbud, som kan hjælpe vordende mødre og fædre.

Camilla Frosch Holmager Sloth, Beinta Gaard og Nana Ejbye-Ernst, der alle er jordemødre, står bag Gravidklinikken i Esbjerg og nu også i Kolding De kombinerer klinikarbejdet med arbejde i det offentlige, som er med til at sikre en god og tryg overgang mellem det private og det offentlige.

På billedet ser man mod venstre: Beinta Gaard, i midten: Nana Ejbye-Ernst og til højre: Camilla Sloth.