27. januar 2025

|

Pressemeddelelse

Nicolai fra Vamdrup er danmarksmester i køleteknik 2025

18-årige Nicolai Rosted fra Vamdrup har vundet DM for køleteknikere 2025.

Nicolai fra Vamdrup er danmarksmester i køleteknik 2025
Af: Industriens Uddannelser | Foto: Anni Norddahl

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Danfoss og Metalindustriens Uddannelsesudvalg stod onsdag den 22. januar 2025 bag danmarksmesterskabet i køleteknik. Tre kølige deltagere fra Den Jyske Håndværkerskole (DJH) og TEC var rejst til Nordborg for at deltage i DM i Køleteknik. Og det var ikke kun sejren, der var på spil, men også en billet til EuroSkills 2025 i september i Herning samt deltagelse i konkurrencen Refrigeration and Air Conditioning.
Nicolai løb med sejren
Efter at have dystet i tre discipliner inden for køleteknik endte Nicolai Rosted med at kunne lade sig hylde som Danmarks bedste køletekniker. Nicolai går på på Den Jyske Håndværkerskole og er i lære hos Lowenco A/S. Ved kåringen af vinderen blev der uddelt håndtryk og diplomer af formand emeritus i Danfoss Jørgen M. Clausen.
Det gik ganske fint. Sejren kan man ikke klage over. Det var lidt stressende undervejs, og jeg blev ikke helt færdig, men det gik jo. Opgaven var god, og nu venter EuroSkills 2025, siger Nicolai Rosted, der er færdigudlært køletekniker i 2027.
Håber flere vil uddanne sig
Konkurrencen fandt sted i Danfoss’ klima- og kølelaboratorie i hovedkvarteret i Nordborg. Som vært ved arrangementet håber Danfoss nemlig også at kunne lokke flere lærlinge til køleteknikerfaget.
Færre og færre unge vælger en teknisk erhvervsuddannelse, og om få år vil vi opleve den årgang med færrest unge. Som industrivirksomhed kan vi udvikle nok så mange produkter og løsninger som bidrager til den grønne omstilling, men vi har brug for faglærte til at installere dem. Vi ønsker at bidrage til at vise alle de spændende muligheder, der ligger i de tekniske uddannelser og sætte spotlys på den vigtige opgave, de teknisk uddannede unge skal være med til at løse i fremtiden, siger Burkhard Winski, leder af HR i Danfoss Danmark.
DM i køleteknik er arrangeret af Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Danfoss, Dansk Metal, DI, SkillsDenmark, TEC, DJH samt Dansk Køl & Varme. 80 erhvervsskoleelever var inviteret med som publikum og til rundvisning på Danfoss. Konkurrencedeltagernes familier var også inviteret med på dagen.
Herning vært til EM
Fra den 9. til 13. september er Danmark og MCH Messecenter Herning værter ved EuroSkills 2025, hvor op mod 600 unge fra hele Europa vil dyste om EM-medaljer i 38 forskellige fag. Industrien stiller med 20 deltagere i alt.
Event Information