Skip to main content
1. maj 2026

Lokale iværksættere vinder Regionsmesterskab i Entreprenørskab 2026: App til gigtpatienter tager guldet

På en solskinsdag på Cepheus Park i Randers blev fremtidens erhvervsliv hyldet. Her løb iværksættervirksomheden Rheumy med lokale kræfter sejren ved Regionsmesterskaberne (VEST) i Entreprenørskab.

Af: Rheumy | Foto: Rheumy
PRESSEMEDDELELSE

Med en innovativ digital platform til gigtpatienter overbeviste 28-årige Søren Joachim Bruun fra Kolding og 27-årige Frederik Højgaard fra Fredericia dommerpanelet om, at deres løsning er både nødvendig og investeringsparat.

Da vinderen i kategorien “GrowUp” (virksomhedsidéer etableret før august 2025) skulle kåres, var der ingen tvivl hos dommerne: Rheumy har skabt et værktøj, der løser en reel samfundsmæssig udfordring. For de to stiftere er sejren kulminationen på to års intenst udviklingsarbejde.

En personlig mission bag teknologien

Idéen til Rheumy opstod ud fra en personlig oplevelse. Søren Joachim Bruun (CEO), der til dagligt studerer en PBA i Innovation & Entrepreneurship ved UCL i Vejle, har på tæt hold set udfordringerne ved sygdommen gennem sin lillesøster, Stinne, der fik konstateret leddegigt i en tidlig alder.

Sammen med Frederik Højgaard (CTO), en erfaren softwareudvikler fra Fredericia, har de kanaliseret denne indsigt ind i en app, der fungerer som patientens digitale højre hånd.

Stinne, der til dagligt arbejder som folkeskolelærer, er også med på holdet som CPO (Chief Patient Officer) og sikrer at alt bliver udviklet med udgangspunkt i patienternes hverdag.

Vi er utroligt stolte af anerkendelsen. Rheumy er født ud fra et ønske om at hjælpe min lillesøster og de mange andre, der føler sig tabt i koordineringen af deres sygdomsforløb. At dommerne kan se potentialet, giver os masser af rygstød frem mod DM, fortæller Søren Joachim Bruun, CEO i Rheumy.

Datadrevet hjælp til et presset sundhedsvæsen

Ifølge tal fra VIVE føler hele 61% af gigtpatienterne, at de selv skal stå for koordinationen af deres behandlingsforløb. Rheumy adresserer dette ved at lade brugerne:

• Nemt tracke og dokumentere symptomer i realtid.
• Automatisere resumeer til brug ved lægekonsultationer.
• Skabe overblik via datadrevet statistik, der sparer tid for både patient og læge.

Sygdommen koster årligt samfundet milliarder i produktionstab og er den næsthyppigste årsag til førtidspension (Gigtforeningen), og Rheumys værktøjer er designet til at optimere dialogen mellem patient og sundhedsvæsen, hvilket potentielt kan føre til hurtigere og bedre konsultationer samt færre sygedage.

Kurs mod DM og officiel lancering

Siden opstarten i 2024 har teamet bag Rheumy arbejdet fokuseret på frontend, backend og API-integrationer. Efter adskillige brugertests er appen nu i sin afsluttende fase og forventes officielt lanceret i løbet af sommeren 2026.

Men før champagnen til lanceringen må poppes, venter endnu en stor udfordring. Sejren i Randers har nemlig – udover de 5.000 kr. i præmiepenge – sikret Rheumy en plads ved Danmarksmesterskabet i København den 2. juni. Her skal de dyste mod landets dygtigste studerende om æren og et Mikrolegat på op til 50.000 kr.

Vi har brugt de sidste to år på at bygge det tekniske fundament. Nu handler det om at få Rheumy ud til brugerne. Midlerne fra et eventuelt mikrolegat og den kommende kapitalrejsning skal bruges til at sikre, at alle gigtpatienter i Danmark får kendskab til de værktøjer, vi har udviklet, forklarer Frederik Højgaard.

Rheumy har tidligere været finalister i Fynske Bank StartUp Lab 2024.

Om StartUp Programme:

Regionsmesterskaberne arrangeres af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Business Randers med det formål at fremme iværksætterånd og innovation blandt studerende på landets videregående uddannelser.