Lav byggeaktivitet skaber investeringspotentiale i Trekantområdet
Stigende byggeomkostninger og markant lavere byggeaktivitet presser udbuddet i Trekantområdet og omegn, mens befolkningstilvækst og stigende realløn driver efterspørgslen – og lægger fundamentet for fortsatte lejestigninger og gode investeringsmuligheder.
Efter flere år med høj aktivitet er det planlagte byggeri i Trekantområdet og Horsens bremset markant op. Det skaber en flaskehals i forhold til områdets stigende befolkningstilvækst og øgede købekraft. Antallet af kvadratmeter under opførelse er faldet betydeligt siden 2023 og er mere end halveret i løbet af 2025.
Udviklingen afspejler en tydelig opbremsning som følge af stigende byggeomkostninger.
Baggrunden for opbremsningen i byggeriet er blandt andet stigende byggeomkostninger, som de seneste år primært har været drevet af markant højere materialepriser, mens lønomkostningerne er steget mere moderat, om end kontinuerligt. Resultatet er et lavere boligudbud i et marked, hvor efterspørgslen fortsat er høj.
Konsekvensen er tydelig: Færre nye boliger er på vej ind på markedet – på trods af vedvarende investorinteresse for både etageboliger, rækkehuse og velbeliggende ejendomme i den ældre boligmasse.
Investorernes appetit ses blandt andet i en række nylige handler i området. Indenfor den seneste måned er 12 etageboliger i Kolding Nord, 77 rækkehuse - ligeledes i Kolding - samt 22 rækkehuse i Give blevet solgt, alle til udenbys investorer, der køber ind på stabil drift og fremtidig udvikling i området og de positive markedsprognoser.
