Skip to main content
29. maj 2026

Koldinghus inviterer til gratis aftenfestival 4. juni

Torsdag 4. juni kan gæster komme gratis til Koldinghus by Night og opleve det historiske slot fra et nyt perspektiv. Denne aften sættes der i forbindelse med særudstillingen Vævede mesterværker fokus på gobelinen som kunstform, og aftenen byder blandt andet på koncert, danseperformance, talk, DJ og drinks i de historiske rammer.

Af: Den Kongelige Samling | Foto: Maria Tuxen Hedegaard
PRESSEMEDDELELSE

Når Koldinghus by Night vender tilbage i juni, bliver det med gratis adgang for alle.

På selve aftenen kan publikum blandt andet gå på opdagelse i slottets nye, anmelderroste udstilling Vævede mesterværker, der åbnede i foråret. Her kan man opleve nogle af Danmarks fornemmeste eksempler på væverier og gobelinkunst gennem 550 år.

Dans, talks og kunst

Programmet byder bl.a. på danseperformance med Ella Östlund, koncert med strygerduoen Lueenas, der bevæger sig i krydsfeltet mellem rock, jazz og minimalisme, broderiværksted, en talk med kunstner Olivia Rode Hvass, der også bidrager med et værk til udstillingen Vævede mesterværker, mulighed for at møde studerende fra Designskolen Kolding, DJ og drinks.

Publikum inviteres samtidig til at bidrage til et stort fælles kunstværk, som bliver skabt hen over sommeren og senere udstilles i Koldings byrum. Dette projekt realiseres i et samarbejde med organisationen Ung Kult.

Koldinghus by Night har fået generøs støtte af Nordjyllandsfonden. Og netop det fælles kunstværk er en af årsagerne til, at Nordjyllandsfonden har støttet Gobelinfestivalen:

Når et fælles kunstværk vokser frem gennem mange menneskers bidrag, bliver kulturarven noget, man deltager i frem for blot at betragte den. Samtidig opstår nye fællesskaber omkring kunst og håndværk, når mennesker skaber noget sammen. Den type kulturprojekter styrker tilknytningen både til stedet og til hinanden. Derfor støtter vi projektet, siger fondsdirektør Bo Uggerhøj.

Om arrangementet

Koldinghus by Night: Gobelinfest
Torsdag 4. juni 2026 kl. 19.00–22.00
Koldinghus
Gratis adgang med billet, der kan hentes via Koldinghus’ arrangementside her: https://denkongeligesamling.dk/koldinghus/kalender/koldinghus-by-night-gobelinfest/

Blandt aftenens oplevelser

• Koncert med strygerduoen Lueenas
• Talk med kunstner Olivia Rode Hvass
• Danseperformance med Ella Östlund
• Broderiværksted med Følsomt Broderi
• Fællesvævning
• Møder med designstuderende fra Designskolen Kolding

Om Vævede mesterværker

Vævede mesterværker er en særudstilling om gobeliner og vævekunst i Danmark gennem mere end 550 år. Udstillingen præsenterer 22 enestående værker fra senmiddelalderens kongelige prestigeprojekter til samtidens kunst, hvor vævetraditionen fortolkes og fornyes.
Publikum kan opleve værker af kunstnere som Bjørn Nørgaard, Kirstine Roepstorff, Henri Matisse og Asger Jorn side om side med historiske gobeliner af mestre som Charles Le Brun, Hans Knieper og François Boucher.