Skip to main content
7. april 2026

Koldingensere har sparet miljøet for 2,4 mio. kg CO₂ gennem genbrug

Siden åbningen har lokale familier solgt brugte børneting for over 41 mio. kr. gennem Børneloppen Kolding, som nu fejrer 5-års jubilæum med fest for hele familien.

Af: Børneloppen Franchise ApS | Foto: Børneloppen Kolding
PRESSEMEDDELELSE

Genbrug af børnetøj og -udstyr i Kolding har gjort en markant forskel for miljøet. Siden åbningen af Børneloppen Kolding for fem år siden har lokale familier tilsammen sparet miljøet for omkring 2,4 millioner kilo CO₂ – svarende til cirka 450 ture rundt om jorden i bil. Samtidig har kunderne gennem butikken solgt brugte børneting for over 41 millioner kroner.

Søndag den 12. april fejrer Børneloppen Kolding sit 5-års jubilæum med en festdag for hele familien.

Et lokalt fællesskab i vækst

Indehaver Nora Dammann, som selv er mor til to børn, står i dag bag den 600 kvm store butik, der er blevet et fast samlingspunkt for børnefamilier i området.

Som mor ved jeg, hvor hurtigt børn vokser ud af ting. Derfor giver det så god mening med et sted, hvor ting kan få nyt liv – og hvor familier samtidig får en god oplevelse, siger Nora Dammann.

Børneloppen Kolding er i dag Sydjyllands største indendørs loppemarked for børnefamilier og byder, ud over genbrug, også på legerum og aktiviteter som babyrytmik og kreaværksteder.

Genbruget har også haft en betydelig ressourceeffekt. Salget svarer til en besparelse på over 350 millioner liter vand.

Det gør mig stolt, at vi både skaber et fællesskab og gør en reel forskel for miljøet, siger Nora Dammann.

Jubilæet fejres med skattejagt, balloner, kage, slikposer og gode tilbud – og alle er velkomne.

Fakta:

Om Børneloppen Kolding
  • Åbnede i 2021
  • Indehaver: Nora Dammann
  • 600 kvm butik
  • Kundernes salg siden åbning: +41 mio. kr.
  • Miljøbesparelse: ca. 2,4 mio. kg CO₂ og 350 mio. liter vand