Skip to main content
25. marts 2026

Kolding Kulturnat fylder 30 år: Kommunens største kulturfest

For 30 år siden blev Kolding Kulturnat for første gang skudt i gang. Dengang var det bogstaveligt talt en kulturnat med aktiviteter langt ud på de sene timer og et spirende håb om at samle byens kulturaktører om én fælles begivenhed.

Af: Kolding Kommune | Foto: Peber Media
PRESSEMEDDELELSE

Kolding Kulturnat er siden sin spæde opstart vokset år for år. I dag er Kolding Kulturnat blevet den største begivenhed i Kolding Kommune med omkring 50.000 besøgende og et væld af aktiviteter spredt over hele byen.

I 2026 kan Kulturnatten fejre 30-års jubilæum, og det markeres med temaet Perlebryllup, som bliver en hyldest til tre årtier med kultur, fællesskab og frivilligt engagement.

Kolding Kulturnats 30-års jubilæum er noget helt særligt. Det er en fejring af tre årtiers stærkt engagement og fællesskab omkring kulturen. Kulturnatten er i dag blevet hele kommunens kulturperle, hvor bredden i vores levende kulturliv virkelig kommer til udtryk. Det er imponerende at opleve, hvordan foreninger, kulturinstitutioner, butikker, restauratører og mange andre hvert år går sammen og forvandler hele byen til én stor smeltedigel fyldt med oplevelser for både borgere og besøgende, siger udvalgsformanden for kultur- og event, Merete Due Paarup.

Fra idé til folkefest

Da Kulturnatten blev født i 1996, var ambitionen enkel: At åbne byen og give plads til kulturen – både den etablerede og den spirende.

Det begyndte i mindre skala med enkelte aktiviteter rundt i byen, men ideen viste sig hurtigt at have noget særligt over sig. For Kulturnatten gav plads til noget, der ellers sjældent sker: at hele byen går sammen om at skabe en fælles oplevelse.

En scene for hele kommunen

Noget af det særlige ved Kolding Kulturnat er, at arrangementet i høj grad bæres af lokale aktører.

Alle deltager frivilligt og bidrager med deres egne aktiviteter – mens arrangørerne sørger for de praktiske rammer som scenepladser, teknik og faciliteter og markedsføring.

Det betyder, at Kulturnatten hvert år får sit helt eget præg, alt efter hvem der vælger at være med.

Nu åbner tilmeldingen

Det er allerede nu muligt at tilmelde sig som aktør til Kolding Kulturnats store jubilæum, hvor alle kan byde ind med en aktivitet – uanset om man repræsenterer en forening, en kulturinstitution, en virksomhed eller bare har en god idé til Kulturnatten. I anledningen af Kulturnattens 30-års jubilæum er årets tema, Perlebryllup, åbent for fri fortolkning, og Kolding Kommune håber, at rigtig mange aktører vil gribe temaet og være med til at løfte jubilæet.

Med omkring 50.000 gæster er Kulturnatten en oplagt mulighed for at vise, hvad man kan, og være med til at skabe en af årets største kulturoplevelser i Kolding.

Fakta:

Kolding Kulturnat 2026
  • Finder sted fredag den 28. august kl. 16.00–24.00
  • Omkring 50.000 besøgende hvert år
  • Aktiviteter over hele Kolding midtby
  • Tema i 2026: Perlebryllup (30-års jubilæum)
  • Tilmelding for aktører indtil den 21. maj: www.kolding.dk/kulturnat