CreceaJoblife A/S tilbyder en spændende mulighed for at gøre viden om kemi lettere at bruge i hverdagen. Virksomheden søger en konsulent til Dansk Kemidatabase, med arbejdssted i Kolding eller Aarhus.
Dansk Kemidatabase er CreceaJoblifes kemikaliestyringssystem og rådgivningskoncept. CreceaJoblife A/S hjælper virksomheder med at få overblik over deres kemiske produkter, samle deres dokumentation og give medarbejderne adgang til den viden, de har brug for. Som konsulent bliver man en del af teamet, der kvalitetssikrer indholdet i databasen og hjælper kunderne godt videre.
Arbejdsopgaver
Som konsulent kommer man blandt andet til at:
- gennemgå og kvalitetsvurdere sikkerhedsdatabladenes informationer,
- udarbejde, vedligeholde og revidere kemikalieinstruktioner i Dansk Kemidatabase,
- kontakte leverandører for at indhente oplysninger om produkter,
- afklare spørgsmål fra kunder på telefon og mail,
- introducere nye kunder til Dansk Kemidatabase.
Profilen
Den ideelle kandidat er uddannet laborant, bioanalytiker, laboratorieassistent eller har en lignende faglig baggrund. Det er ikke et krav, at kandidaten på forhånd har kendskab til Dansk Kemidatabase – CreceaJoblife A/S sørger for en grundig oplæring.
Det vigtigste er, at kandidaten arbejder systematisk, tager ansvar for sine opgaver og har lyst til at gøre faglig viden forståelig for andre. Kandidaten trives med fordybelse og kontakten til kolleger, og ikke mindst kontakten med kunderne. Det er derfor en stor fordel, hvis kandidaten har tidligere erfaring med mennesker/kunder inden for service- eller turistbranchen, eksempelvis via studiejob.
Hvad stillingen tilbyder
Den ansatte får en grundig oplæring i Dansk Kemidatabase, sikkerhedsdatablade og arbejdet med kemikalieinstruktioner. Man bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor der kan spares med et stort kemiker-team.
CreceaJoblife A/S tilbyder også:
- stor indflydelse på planlægningen af opgaverne og arbejdstiden,
- flexordning og mulighed for hjemmearbejdsdage,
- gode kontorfaciliteter, kantine og ”medarbejderpakke” i form af sundhedsforsikring, pension og tandforsikring,
- engagerede kolleger med plads til både faglighed og fællesskab.
Om CreceaJoblife A/S
CreceaJoblife A/S er førende inden for arbejdsmiljørådgivning. Virksomheden er for nyligt fusioneret, så den i dag står som én samlet og stærk muskel med de dygtigste konsulenter i branchen inden for samtlige arbejdsmiljøemner: psykisk arbejdsmiljø og psykologisk beredskab, sundhed på arbejdspladsen, ergonomi, fysisk arbejdsmiljø, ulykkesforebyggelse, kemi og meget mere.
Som en ekstra, spændende dimension, er CreceaJoblife A/S ejet af det uafhængige finansielle rådgivningshus, Howden Danmark, hvor virksomheden udgør det ben af forretningen, der kaldes Health & Safety. Herved kobler CreceaJoblife A/S arbejdsmiljø og risikostyring og hjælper således virksomheder med at reducere skader, styrke deres risikoprofil og skabe et mere robust forretningsgrundlag.
Interesseret?
Interesserede kandidater sender deres ansøgning og CV via ansøgningslinket.
Man kan læse mere om Dansk Kemidatabase på dansk-kemidatabase.dk.