Byrums- og landskabsarkitekt

Er du byrums- og landskabsarkitekt med lyst til at forme Koldings bymidte? Grib chancen for at præge byens udvikling fra idé til realisering.

Byrums- og landskabsarkitekt

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Fra historiske pladser til grønne forbindelser – du følger byens transformation hele vejen fra idé til realisering

Kolding Kommune står foran en omfattende udvikling af bymidten. Over de kommende år investeres der markant i områdefornyelse, og projekterne spænder fra Akseltorv og Nicolaiplads i hjertet af den historiske bykerne til bytransformation af gader og passager, grønne forbindelser mellem byen og Koldinghus samt klimatilpasning langs Kolding Å. Hertil kommer blandt andet projekter i UNESCO-byen Christiansfeld og mindre byrumsprojekter.

Som byrums- og landskabsarkitekt bliver du en del af Trafik, Vej og Park i By- og Fællesforvaltningen og arbejder ind i Projekteringsteamets gruppe for Kolding bymidte. Her får du det faglige og projektmæssige ansvar, hvilket kræver, at du kan gå ned i detaljerne, kvalificere løsningerne og udfordre rådgivere og entreprenører, når projektets kvalitet kræver det.

Du bliver den, der:

  • Driver komplekse bytransformation- og anlægsprojekter med ansvar for tid, økonomi, kvalitet, fremdrift og risici.
  • Repræsenterer Kolding Kommune som bygherre og rammesætter samarbejdet med rådgivere og entreprenører, herunder udbud, kontrakter og kvalitetssikring af projekterings- og udbudsmateriale.
  • Arbejder med udviklingen af pladser, gader og andre offentlige byrum med blik for funktion, æstetik, historie, universelt design og bæredygtighed.
  • Planlægger og faciliterer projekt-, styre- og arbejdsgrupper og omsætter kommunens strategier og politiske ambitioner til konkrete løsninger.
  • Står for borgerinddragelse og dialog med blandt andre lodsejere, erhvervsdrivende, bymidtens aktører og partnerskaber.
  • Sikrer, at bymidtens hverdagsliv så vidt muligt kan fortsætte, mens projekterne bliver realiseret.

Arbejdsstedet er på Nytorv 11 i Kolding, og du refererer til teamleder for Projekteringsteamet, Jette Villefrance Nielsen.

Solid landskabs- og anlægsfaglighed gør dig i stand til at udfordre løsningerne – også når detaljerne bliver afgørende

Rollen kalder på struktur og selvstændighed, men i lige så høj grad blik for helheden og for de mennesker, projekterne udvikles til. Mange interesser skal mødes, og derfor er det vigtigt, at du hurtigt skaber gode relationer, kan se en problemstilling fra flere perspektiver og kommunikerer sikkert med både fagfolk, borgere, erhvervsdrivende og politikere.

Du har arbejdet med styring af tid, økonomi og kvalitet, risikostyring, udbud og kontrakter og tænker naturligt bæredygtighed og ressourcer ind i projekterne. Erfaring fra større og komplekse anlægsprojekter er en fordel, og har du kendskab til en politisk ledet organisation, er det også et plus.

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være som landskabsarkitekt, arkitekt, anlægs- og landskabsteknolog, landskabstekniker eller lignende. Det afgørende er, at du har erfaring med byrum og anlæg og en faglig ballast, der gør dig i stand til at forstå projekteringen fra tegning til fysisk virkelighed. Du kender betydningen af blandt andet belægninger, beplantning, materialer og de kompromiser, der opstår, når mange funktioner skal finde plads i et eksisterende bymiljø. Du kan kvalificere og kvalitetssikre rådgivernes arbejde uden selv at skulle projektere løsningerne.

Sæt dit faglige aftryk på nogle af Koldings mest markante byrum

Med afsæt i visionen ”Sammen designer vi livet” arbejder Kolding Kommune dedikeret på at skabe bæredygtig vækst, yde bedre velfærd, understøtte det gode liv samt sikre en sund økonomi – så livet i Kolding kan udfolde sig.

I Projekteringsteamet bliver du en del af et hold på 12 medarbejdere og en teamleder. Teamet rummer tre grupper med fokus på henholdsvis bymidten, byggemodninger og mindre vejprojekter samt større infrastrukturprojekter, og der er tæt sparring og erfaringsudveksling på tværs. Du får mulighed for at bringe både din projektledererfaring og din faglighed helt tæt på nogle af de steder, der definerer Kolding.

Du kan desuden se frem til en attraktiv ansættelsespakke med blandt andet løn under barsel, gode pensionsforhold, adgang til motionscenter og en sundhedsforsikring, der giver mulighed for massageordning, fysioterapi, ergonomivejledning og andet.

Oplysninger

Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn HumanTrust A/S
Location Icon
Adresse Nytorv 11, 6000, Kolding
Se stillingsopslag

Du finder virksomheden her

Nytorv 11, 6000, Kolding

Se større kort