I 20 år skyllede de uvidende afføring direkte ud i sø
Marion Kristensen og hendes mand har i tyve år ledt spildevand ud i søen ved siden af uden at vide det. Nu løfter Kolding Kommune pegefingeren overfor kloakmestrene.
Det er en nydelig sø, hvor gæs og svaner hygger sig på en forårsdag i april i landsbyen Stepping. Sandaflejringen fra regnvandsrøret kan ses på søbunden - altså en ren og sund sø. Sådan så det ikke ud for fire år siden. Her opdagede Kolding Kommune og forsyningsselskabet BlueKolding nemlig, at tre huse i over tyve år havde udledt urenset spildevand direkte i søen. Altså havde de tømt toiletspanden direkte ned i søen. - Det var da megaærgerligt at finde ud af. Det værste er også, at der jo ikke var nogen, der ville tage ansvar for de fejl, der er blevet lavet for mange år siden, siger Jens Erik Busk, der er en af de husejere, hvis spildevand var på afveje. Det gælder for begge naboer Marion Kristensen og Jens Erik Busk, at de havde overtaget et hus, hvor der var blevet byttet rundt på spildevands- og regnvandsrørene. Det kostede derfor begge par en pose penge at udbedre fejlene. - Det er noget møg, fordi spildevandet rendte jo lige ned i vores lille sø. Vi købte huset i god tro, at den var i orden, og den var bare, som den skulle være, siger Marion Kristensen. De to naboer har hver måtte slippe 10.000 kroner for at løse problemet. Penge, de godt kunne have brugt til mere spændende ting. - Det er noget øv, fordi vi har jo ligesom planlagt, at vi skulle på ferie. Der var jeg godt nok sur, fortæller Marion Kristensen. Et landsdækkende problem De danske kloakmestre vurderer, at fejltilslutning er et problem i 10-20 procent af alle Danmarks kloakseparering. Men hvorfor sker der så mange fejl? Verner H. Kristiansen, der er formand i Danske Kloakmestre og selvstændig kloakmester peger på, at der kan være flere forklaringer. - Det kan selvfølgelig være, at rørene er koblet forkert sammen. Kloakmestrene kan sommetider tro, at et rør er til regnvand, men det er ikke altid til at vide, om der for eksempel er koblet et gæstetoilet eller lignende til, siger han og forklarer, at det også kan skyldes fejl i gamle tegninger. - Der er selvfølgelig også nogle brodne kar i vores branche. Nogle drysrøve, som jeg vil kalde dem. De vil give kunden den billigste pris, og så er det bare ikke altid, at arbejdet bliver udført godt nok. Til syvende og sidst er det kloakmestrene, der skriver under på, at arbejdet er udført korrekt. Derfor skal de påtage sig det ansvar, siger Verner H. Kristiansen.Kommunen kræver bedre dokumentation I nogle tilfælde resulterer fejlen i, at regnvand løber i kloakken, som belaster rensningsanlæg unødigt. Andre gange er det ligesom i Stepping ved Kolding, hvor spildevand ryger i bække, søer eller for eksempel ved badestrande, som har været et problem i Kolding. - Vi har oplevet, at badestrande ude ved Rebæk blev lukket, og vi ser det rigtig mange steder, siger Jørn Chemnitz. Det har fået Kolding Kommune til at tage sagen op, og den stemte onsdag aften for et nyt tiltag, hvor kloakmestre pålægges yderligere krav om dokumentation, når de udfører kloakseparation. I sidste ende betyder det, at kommunen har en større garanti for korrekte tilslutninger, men også at husejerne får en lidt større regning, når de skal separere. - Vi synes, det er okay, da det også giver husejerne en form for forsikring, at tingene bliver udført korrekt. På den måde mindsker vi også risikoen for, at der skal graves indkørsler op igen, hvis vi finder ud af, at der er fejl i tilslutningerne.Kærkomment tiltag Hos beboerne på villavejen i Stepping er de glade for kommunens nye tiltag. De ville ønske, at de ikke havde fået en pludselig regning, da der havde været styr på "lortet" fra starten. - Det (At det kan blive dyrere at få separeret kloak i fremtiden red.) synes jeg er helt okay. Vi er nødt til at sørge for, at vi ikke lukker noget ude i naturen, siger Jens Erik Busk. Også Marion Kristensen ser positivt på beslutningen, da hun gerne vil medvirke til at passe godt på deres naturomgivelser.
