Skip to main content
1. juli 2024

Gratis sommeraktivitet for børn og barnlige sjæle: Besøg Harteværket

Fra den 28. juni til den 11. august er der fri entre på oplevelsescenter Harteværket. Her kan børn og voksne lege sig til viden om vandets kræfter, eller slippe energien løs i trampolinparken.

Af: Josefine Lilja | Foto: Pixabay

Det danske sommervejr er uforudsigeligt – men på Harteværket i Kolding er der garanti for en våd oplevelse.

Harteværket er nemlig et oplevelsescenter med fokus på vandets kræfter. Her kan børn og voksne slå sig løs på den store vandlegeplads, der byder på lærerige udfordringer som at få vand til at løbe opad, bygge og sejle sin egen båd på legepladsens kanaler eller skyde løs med vandkanoner.

Er man mere til en tur i vejret, kan man hoppe løs i centerets trampolinpark.

Op af åen – lej kanoer ved Harteværket

Harteværket byder på lidt af hvert. Med beliggenhed ud til Kolding Å, er der også mulighed for at leje kanoner på stedet. Herfra kan du tage på ture på åen, kanalerne og søerne i området omkring Harteværket og Kolding.

Når energien er ved at være brugt, er der mulighed for at lade op i Madpakkehuset eller få en kop kaffe og en is i Mikkels Café.

Om Harteværket

Harteværket var et af Danmarks første store vandkraftværker. Værket blev opført i 1918-1920 for at forsyne området omkring Kolding Ådal med energi, og den dag i dag er det stadig i funktion. I dag fungerer værket dog primært som et aktivitets- og læringscenter. 

Der er fri entre til vandlegepladsen og trampolinparken hele skoleferien. Åbningstiderne er 10.00-17.00 hver dag. Særlige aktiviteter som f.eks. Vild med vand-weekend kræver dog køb af billet.

Læs mere om værket og dets aktiviteter her.

Bliv klogere på Danmarks første større vandkraftværk. Besøg det i din sommerferie. Foto: LokalNyt Kolding