Skip to main content
1. april 2026

Forbedringer af buskørslen fra 5. april

Fra søndag den 5. april bliver det lettere at tage bussen til og fra Bramdrupdam og Kolding Sygehus.

Af: Kolding Kommune | Foto: Kolding Kommune
PRESSEMEDDELELSE

Bybusnettet bliver justeret, og nye køreplaner træder i kraft påskedag. Ændringerne imødekommer nogle af de ønsker, som har været fremsat af borgere i forlængelsen af lanceringen af et nyt busnet i december 2025.

Bramdrupdam

Betjeningen af Bramdrupdam styrkes med en ny busrute. Den nye linje 6 kommer til at køre via Busterminalen – Bornholmsvej – Bramdrupskovvej – Skovæblevej.

Bussen kører én gang i timen alle dage på den nye rute.

Når den linje 6 overtager betjeningen af Bramdrupdam, nedlægges flexruten mellem busterminalen og vendepladsen på Bramdrupskovvej.

Sygehuset

For at sikre en bedre betjening af Kolding Sygehus, udvides den eksisterende linje 5. I dag betjener bussen Seest-området, men nu kommer bussen også til at køre op forbi sygehuset, uden at det går ud over betjeningen af Seest. I sygehusområdet standser linje 5 ved hovedindgangen, sundhedscentret og kulturhuset på Skovbrynet.

I dagtimerne på hverdage har den nye rute to afgange i timen og én afgang i timen på hverdagsaftener, lørdag, søndag og helligdage.

I forvejen betjener linje 2A og 103 sygehuset via stoppestedet på Skovvangen. Rute 254 vil ikke længere køre op omkring sygehuset.

Se køreplaner

Du kan se de nye køreplaner, som træder i kraft 5. april, på www.sydtrafik.dk/kolding. Bruger du app’en Rejseplanen eller Rejseplanen.dk, er de nye ruter lagt ind, så du kan se, hvornår du skal med bussen fra den 5. april.

Hvis du har spørgsmål til busafgange, driftsforstyrrelser og køreplaner, kan du kontakte Sydtrafiks kundecenter på telefon 70 10 44 10.

Evaluering af borgerinput

Siden starten af januar har borgerne haft mulighed for at komme med bemærkninger til det nye busnet via en portal på kolding.dk. Sidste frist for at komme med input er 31. marts – gå til høringsportal.

På mødet i Plan- og Teknikudvalget 5. maj får de folkevalgte en samlet evaluering af høringssvarene. Herefter er det op til politikerne at vurdere, om der er behov for yderlige justeringer af busnettet.