Forældre idømt fængsel for bortførelse af børn
Et syrisk ægtepar er ved Retten i Kolding blevet idømt fængsel for i 2024 at have bortført deres to børn og ført dem ud af landet.
Tirsdag faldt der dom i en sag ved Retten i Kolding, hvor anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi havde tiltalt en 40-årig syrisk mand og en 38-årig syrisk kvinde for at have bortført deres to børn til Tyskland. En 41-årig syrisk mand var ligeledes tiltalt i sagen for at hjælpe parret med bortførelsen ved at låne dem sin bil.
Bortførelsen fandt sted den 15. februar 2024, hvor den 38-årige kvinde hentede børnene på et opholdssted ved Vejle til uovervåget samvær. Børnene, som på udrejsetidspunktet i 2024 var henholdsvis 7 og 11 år, var tvangsmæssigt anbragt på opholdsstedet.
