Truds Å løber under Esbjergvej gennem en gammel stenkiste fra 1920, som ikke kan holde længere.
Vejen har allerede sat sig en lille smule over den nuværende underføring, så vi er nødt til at lave en ny. Ellers kan vi i værste fald risikere, at vejen på et tidspunkt falder sammen, oplyser projektleder Michael Erbs, Kolding Kommune.
Omkørsel
Mens den nye rørunderføring bliver lavet, vil Esbjergvej være spærret for al trafik vest for Hvilested Lystfiskersøer fra 20. august og frem til 27. august. Herefter opsættes der et midlertidigt signalanlæg, så vejen kan passeres i et spor, mens entreprenøren færdiggør skråninger, opsætter autoværn, osv. Fra 1. september forventes Esbjergvej at være åben som normalt.
Mens den nye underføring bliver konstrueret, vil der være skiltet med omkørsel. Gennemkørende trafik henvises så vidt muligt til at benytte motorvej E20 via tilkørsel 65 Lunderskov Ø eller tilkørsel 64 Kolding V.
Der er adgang til Hvilested Lysfiskersøer fra Esbjergvej fra den østlige side af afspærringen.
Vandløb tømmes for fisk
Før arbejdet med at etablere den nye rørunderføring går i gang, bliver Truds Å midlertidig tørlagt på en ca. 60 meter lang strækning mellem Esbjergvej og Truds Å’s udløb i Vester Nebel Å. Med elfiskeri sørger Kolding Kommune for at indfange fiskene på strækningen og flytte dem over i Vester Nebel Å, før den berørte del af Truds Å tørlægges.
