Når Dansk El-Forbund i dagene d. 15.-18. november afholder sin 34. kongres, skal de mere end 200 delegerede tage vigtige beslutninger for den kommende kongresperiode og for forbundets fremtid. Fra starten af året stod det også klart, at der skal vælges en ny forbundsformand.
Efter at Benny Yssing i januar trak sig fra posten, besluttede hovedbestyrelsen enstemmigt, at den 51-årige elektriker og næstformand Christian Rosenkvist Elgaard skal varetage den daglige ledelse af forbundet frem mod kongressen i Kolding.
Christian Rosenkvist Elgaard har efter grundige overvejelser nu besluttet sig for at stille sig til rådighed til posten som forbundsformand.
Jeg stiller op til formandsposten med stor ydmyghed, ligesom jeg gjorde, da jeg som ung elektriker blev valgt som tillidsrepræsentant på min arbejdsplads. Hvis de kongresdelegerede beslutter det, så er jeg klar til at påtage mig opgaven siger Christian Rosenkvist Elgaard
Den tidligere akkordelektriker og tillidsrepræsentant startede som forbundssekretær i 2011 efter at have været formand for Dansk El-Forbunds afdeling Nordsjælland. Siden han blev valgt som næstformand i 2022, har han haft ansvaret for hele det fagretslige område.
Christian Rosenkvist Elgaard bestod sit svendestykke i ledelsen, da han var en af topforhandlerne ved overenskomstforhandlingerne med Tekniq Arbejdsgiverne i 2023 og 2025.
Blå bog: Christian Rosenkvist Elgaard
- 51 år. Udlært elektriker hos Jægersborg El Service i 1997.
- Har arbejdet som akkordelektriker i en årrække.
- Afdelingsformand i DEF Nordsjælland i 2009-2010
- Forbundssekretær i 2011-2022 med ansvar for bl.a. overenskomster, faglige sager og akkordområdet
- Har som næstformand siden 2022 haft det politiske ansvar for hele det fagretslige område
- Privat: Bor i Lejre med sin hustru og fem sammenbragte børn.
