
Hvordan hænger klovne, ambulancer og hospitaler sammen med designforskning? Kan du bygge en kædereaktions-maskine? Hvordan ser leg ud for dig? Hvordan har designfagligheden skubbet på forretningsplaner, roadmapping og andre udviklingsprojekter i samfundslagene?
Som del af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn 2026 inviterer Designskolen Kolding indenfor til en dag, hvor ny viden kan opleves i praksis. Her kan nysgerrige bygge, lytte, spørge og få indblik i, hvordan designforskning sætter aftryk på måder at lære, samarbejde, udvikle og skabe nye løsninger på.
Om formiddagen
Fra kl. 10 til 12 er programmet på Designskolen Kolding særligt rettet mod elever fra gymnasier og de ældste klasser i grundskolen.
Det er hands-on for gæsterne, der får frit valg i de materialer, der er lagt frem i Auditoriet på skolen, til at bygge en kædereaktion og høre faglige oplæg om, hvad design også kan i sammenhæng med for eksempel leg med designsforskerne Jesper Falck Legaard, Line Gad Christiansen og Mathias Poulsen.
Ph.d.-studerende Cecilie Ann Alveniz Blicher forsker i at finde ind til børns opfattelse af leg med materialer; for hvis designere kan forstå mere af børns måde at se på leg, så kan man bedre designe rammer og redskaber til børn. Der er materialer til både nysgerrighed og skabertrang på workshoppen, der også foregår i løbet af formiddagen.
Aktiviteterne er gratis, men tilmelding er nødvendig for at deltage mellem klokken 10:00 og 12:00.
Efter frokost
Fra kl. 12:00 til 16:00 åbner Designskolen Kolding dørene for alle, og dagen fortsætter med faglige oplæg, rundvisninger og indblik i, hvordan designforskning bliver til i praksis på skolen i Kolding.
Ud over at bygge kædereaktioner og høre oplæg omkring relateret forskning, kan man blandt andet møde forskning i børns oplevelse af leg med materialer, opleve en række af Designskolens studerendes projekter med de nyeste trends inden for designarbejde med digitale platforme, materialer og bæredygtighed.
Vores besøgende kan høre om arbejdet med at designe den første Klovnbulance herhjemme, når lektor Sofie Kinch og Thilde Laursen fortæller om et projekt udviklet sammen med Danske Hospitalsklovne og Aarhus Universitetshospital. Projektet går ud på at designe et mobilt rum, hvor magi og fantasi kan indgå i et forløb med syge børn, unge og deres familier. Under oplægget er det muligt at lave sin egen ”eliksir” som en del af aktiviteten.
Sune Gudiksen fortæller om legende, strategiske co-designværktøjer, der udfordrer de statiske, lineære måder at se udvikling på f.eks. med skridt væk fra roadmapping, forretningsplaner som statiske dokumenter og brugerrejser med 100 % planlagte touchpoints. Han vil fremvise og illustrere 10 udvalgte eksempler på legende, strategiske co-design værktøjer, som har fundet anvendelse i forskelligartede organisationer og virksomheder. Der gives samtidig et indblik i de væsentligste forskningsindsigter i relation til disse.
Marie Ping Ping Mosegaard Holm fortæller om sanselig teknologi og desig i en interaktiv præsentation af forskning inden for design og teknologi. Her kan besøgende opleve, hvordan XR-teknologi, bevægelse og multisensoriske oplevelser kan støtte hukommelse og læring. Projekterne udforsker, hvordan krop og sanser kan spille en aktiv rolle i både omsorg og læring.
Der vil være rundvisning på Designskolen i løbet af eftermiddagen, hvor man kan komme på opdagelse i den ombyggede bygning og se de moderne greb og redskaber, der former fremtidens designforskning i Kolding.
