Skip to main content

Foredrag: Gå dig glad

Kom til det underholdende og motiverende foredrag: ‘Gå dig glad – en gåtur kan forvandle dit liv’ med Heidi Møller.

gå dig glad
Af: Cecilie Olesen | Foto: Pixabay

Gå dig glad – en gåtur kan forvandle dit liv

Til foredraget ‘Gå dig glad – en gåtur kan forvandle dit liv’ stiller Heidi blandt andet skarpt på alle fordelene ved at gå. Vidste du f.eks., at du øger din kreativitet og forebygger psykiske sygdomme som angst, stress og depression ved at gå? Der bliver også fortalt om gode gåvaner, hvordan man får flere skridt ind i hverdagen og hvordan man kan motivere sig selv til at gå mere.

Derudover deler Heidi også sin personlige historie om, hvordan frygt for livsstilssygdomme og overvægt fik hende i gang.

Foredraget er et skønt sammensurium af humor, musik, interaktive øvelser med refleksion og mulighed for at vinde præmier undervejs. Du er garanteret at gå derfra fuld af fornyet energi og inspiration, samt med en masse praktiske værktøjer du kan bruge i din hverdag.

Få en forsmag

Selvom foredraget først starter klokken 16.30, har du mulighed for at få en lille forsmag og komme med på en ‘Gå Mig Glad’-tur inden. Her vil Heidi Møller og de øvrige interesserede deltagere til foredraget gå en tur sammen, fra 15.30-16.

Om Heidi Møller

Heidi Møller er både professionel walker, facilitator og stifter af ‘Gå Mig Glad’. Hun har faciliteret både netværks-gåture, konference-gåture, events og workshops. Hun formidler med en smittende energi, hvilket har gjort hende til en eftertragtet foredragsholder i hele Danmark. Med en stor kærlighed for chokolade og had til sport, kom en frygt for at blive syg og overvægtig. Derfor tog hun affære og begyndte i 2015 at gå én gang i ugen – hun inviterede endda hele byen med.