Skip to main content
25. januar 2023

Befolkningsvæksten slår rekord i Kolding Kommune

Der er grund til at juble i Kolding Kommune, der er blevet hele 1.071 borgere rigere i løbet af det seneste år.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Flere vil bo i Kolding Kommune. Det viser den nyeste opgørelse for til- og fraflytning i 2022.

Der er grund til at juble i Kolding Kommune, der er blevet hele 1.071 borgere rigere i løbet af det seneste år. Stigningen er rekordhøj for den periode, Kommunen har opgjort befolkningsvæksten, og det skyldes bl.a. et stort antal tilflyttere.

En andel af tilflytterne er fra udlandet, herunder Ukraine, men klart flest er flyttet til fra andre kommuner i landet. I alt rykkede hele 4.849 personer teltpælene til Kolding Kommune i 2022, og det er 114 mere end i 2021.

En anden årsag til den positive udvikling er også, at færre er flyttet fra området. Her er det især bemærkelsesværdigt, at flere 18-24-årige har valgt at blive. Kommunen har i den seneste tid arbejdet på at gøre de unge mere opmærksomme på, at Kolding også er et attraktivt sted at tage sin uddannelse, og det ser ud til at have givet pote.

Før 2022 lød rekordvæksten på 781 flere borgere i løbet af et år– det var i 2015. Til sammenligning voksede befolkningen med små 425 borgere i 2021.

Se den præcise opgørelse her.