Autoværn på Hylkedalsbroen på E45 Sønderjyske Motorvej bliver skiftet ud
Vejdirektoratet udskifter autoværn på Hylkedalsbroen langs E45 Sønderjyske Motorvej tæt på Kolding. Arbejdet bliver udført over den kommende måned mellem søndag den 17. august og søndag den 14. september.
Arbejdet med udskiftning af autoværn på Hylkedalsbroen betyder, at trafikken afvikles i to smalle kørespor, og derfor sænkes hastigheden til 80 km/t. For at få et arbejdsareal til entreprenøren bliver nødsporet i hele broens længde og en lille del af køresporet inddraget. Ligeledes bliver et område til ind- og udkørsel til arbejdspladsen før og efter broen inddraget.
Arbejdet bliver udført i to etaper for at genere trafikken mindst muligt.
I første etape af arbejdet bliver det vestlige autoværn udskiftet, og det påvirker den sydgående trafik. Afspærringen bliver sat op søndag den 17. august, hvorefter arbejderne går i gang. Arbejdet i sydgående retning forventes afsluttet med udgangen af august.
Søndag den 31. august rykker afspærringen til den østlige side af broen, og vejarbejdet kommer til at påvirke den nordgående trafik. Arbejdet i østsiden forventes afsluttet, så afspærringen kan blive fjernet søndag den 14. september.
Arbejdsområdet vil være tydeligt afmærket med trafikværn.
