26. marts 2025

|

Pressemeddelelse

To mænd tiltales i omfattende sag om import og salg af hundehvalpe

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har rejst tiltale mod to mænd, der blandt andet er tiltalt for ulovligt at have fragtet og solgt hunde fra Polen.

To mænd tiltales i omfattende sag om import og salg af hundehvalpe
Af: Sydøstjyllands Politi | Foto: Rigspolitiet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Bedrageri og overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Det er, hvad to mænd blandt andet er blevet tiltalt for i en sag, der omhandler en lang række hundehvalpe af racen fransk bulldog, som mændene flyttede fra Polen til Danmark i 2021 og 2022. Ifølge anklageskriftet har de to mænd stået bag, at 76 hundehvalpe blev flyttet til Danmark.
Påstod de var danske hunde
Anklagemyndighedens påstand er, at størstedelen af de importerede hundehvalpe herefter blev solgt under påskud af at være opdrættet i Danmark, selvom dette ikke var tilfældet. Hvalpene var ikke ID-mærkede med chip, ligesom de heller ikke var blevet rabiesvaccineret eller havde noget sundhedscertifikat, da de blev flyttet til Danmark.
Mænd fra Haderslev og Kolding
De tiltalte er en 56-årig mand med bopæl i Haderslev Kommune samt en 38-årig mand fra Kolding Kommune. En stor del af forholdene i anklageskriftet vedrører udelukkende den 56-årige, mens de resterende forhold vedrører mulige overtrædelser, som de to mænd begge er tiltalt for. Der nedlægges i forbindelse med sagen påstand om konfiskation af i alt 555.000 kroner. Beløbet svarer til udbyttet af handlerne med hundene. Sagen er endnu ikke berammet.
Event Information