På en måde bliver det som at vende hjem. Hele min barn- og ungdom har jeg været med i KFUM-bevægelsens aktiviteter, lejre, spejderarrangementer og meget andet, siger Lene.
Hun bliver nu en del af KFUM’s Sociale Arbejde, der omfatter Gademix og 231 andre sociale institutioner og tilbud landet over.
Jeg har altid været optaget af at give børn og unge de bedste muligheder, og jeg står 100 procent på KFUM’s Sociale Arbejdes børne- og ungesyn. I Gademix handler det om at skabe et trygt værested i hverdagen, hvor vi lytter og inddrager de unge. Jeg glæder mig helt vildt til at møde børnene og de frivillige i Gademix, siger Lene.
Erfaring
Hun er uddannet pædagog og har taget en række efteruddannelser i bl.a. ledelse, konfliktforebyggelse, mentalisering, yoga for børn mv.
Lene kommer fra et job som pædagog på Piledammen i Kolding, som er et socialpædagogisk opgangsfællesskab under Bøgegården, der tilbyder støtte, behandling og udvikling for unge i egne lejligheder. Hun har tidligere været bl.a. afdelingsleder på Børne og Unge Center Vejle Fjord, som er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, og derfor har hun organisationens folkekirkelige værdigrundlag helt inde under huden.
Lene bor i Vejle med sin mand og deres tre yngste børn, mens de to ældste er flyttet hjemmefra. I sin fritid dyrker hun bl.a. horsemanship, hvor hun træner heste på mange andre måder end kun ridning.
Omkring 40 børn og unge kommer dagligt i Gademix, som har to ansatte og 30 frivillige. Gademix ligger på Junghansvej 121 i Koldings Sydvestkvarter. Værestedet samarbejder tæt og godt med Kolding Kommune og en lang række fonde, organisationer, virksomheder og privatpersoner, som støtter det sociale værested.
