Vi er meget glade for, at Kolding Kommune nu har godkendt skema B. Det betyder, at vi kan komme i gang for alvor med planlægning, projektering og udførelse – til gavn for både nuværende og kommende beboere. Vi ser frem til samarbejdet med entreprenøren og øvrige partnere, siger Bjarne Olesen, formand for Boligselskabet Kolding.
Variation og fællesskab i fokus
Boligselskabet Koldings afdeling 2 er en del af den såkaldte parallelsamfundspakke, og området skal de kommende år omdannes til et mere blandet boligområde med en varieret beboersammensætning. Når projektet står færdigt i 2029, vil boligafdelingen være reduceret fra 474 boliger til 318, fordelt på:- 192 almene familieboliger
- 84 ungdomsboliger
- 42 ældreboliger
Det bliver ikke kun et fysisk løft af området, men også et socialt løft. Seniorbofællesskabet og de nye ældreboliger giver beboerne mulighed for at blive i området gennem hele livet, mens de mange ungdomsboliger og de varierede familieboliger bl.a. rækkehuse og boliger med adgang til egen terrasse sikrer et bredt boligudbud, siger Bjarne Olesen.
