KFUM Spejderne Ødis sydvest for Kolding har med 634 stemmer vundet et sponsorat på 10.000 kroner fra Boxit, der har lavet støttekonceptet Boxit Assist for at bakke op om lokale foreninger, sportsklubber og ildsjæle.
De lokale har stemt, og i Kolding blev det KFUM Spejderne Ødis, der vandt hovedpuljen på 10.000 kroner, som skal bruges til at forbedre uderummet for spejderne, der især de senere år har budt mange nye ansigter velkommen.
Andenpladsen på 5000 kroner gik til MTBKolding Kidz med 519 stemmer, og her skal pengene bruges som tilskud til en weekend med træningslejr, hvor eksterne tekniktrænere skal lære klubbens mange cykelglade børn mere om terrænkørsel på mountainbike.
Pulje for 2026 er allerede åben
Boxit har udvalgt de nominerede i Kolding blandt mange ansøgninger, og efterfølgende har de nominerede selv været ude at påvirke deres støtter til at stemme på dem på Boxits hjemmeside.
Allerede nu er der åbnet for ansøgninger til puljen for 2026, der samlet lyder på 175.000 kroner til fordeling flere steder i landet.
