13. juni 2025

|

Pressemeddelelse

H.K.H. Prinsesse Marie åbnede udstilling med Koldinghusgobeliner i Paris

Den Kongelige Samling har i går for første gang åbnet en udstilling uden for Danmarks grænser.

H.K.H. Prinsesse Marie åbnede udstilling med Koldinghusgobeliner i Paris
Af: Den Kongelige Samling | Foto: Emmanuel Aguirre

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Det skete i Grand Palais i Paris 11. juni, hvor H.K.H. Prinsesse Marie forestod åbningen af Tapisseries royales: Savoir-faire français et tapisseries contemporaines danoises. Efter åbningen deltog Prinsessen i en officiel gallamiddag med deltagelse af bl.a. den franske kulturminister Rachida Dati og de danske kunstnere bag gobelinerne. Udstillingen er resultatet af et otte år langt samarbejde mellem fire danske samtidskunstnere og franske vævere bestilt af Ny Carlsbergfondet, og den præsenterer 15 nyvævede gobeliner skabt til Koldinghus. Udstillingen Tapisseries royales: Savoir-faire français et tapisseries contemporaines danoises er kurateret som en dialog mellem det historiske og det nutidige. Den indledes med udvalgte værker fra Louis 14.s berømte gobelinserie L’Histoire du Roi, som blev skabt af kunstneren Charles Le Brun, som var den første leder af Manufacture des Gobelins i Paris i 1660’erne. Herfra bevæger udstillingen sig frem mod de nye danske gobeliner, der med deres samtidige billedsprog og symbolske lag føjer sig ind i en århundredelang tradition for monumental vævekunst.
Kulmination på otte år
Udstillingen er kulminationen på otte års samarbejde mellem de danske samtidskunstnere Tal R, Kirstine Roepstorff, Alexander Tovborg og Bjørn Nørgaard og franske vævere fra Les Manufactures de Beauvais et des Gobelins, støttet af Ny Carlsbergfondet. Efter åbningen deltog Prinsesse Marie i en officiel gallamiddag med bl.a. deltagelse af den franske kulturminister Rachida Dati, direktør for Mobilier national Hervé le Moine, direktør for Grand Palais Didier Fusilier, Danmarks ambassadør i Paris Hanne Fugl Eskjær, Frankrigs ambassadør i Danmark Christophe Parisot og direktør for Den Kongelige Samling Thomas C. Thulstrup. Udstillingen vises i Grand Palais, der ligger tæt ved Champs-Élysées i hjertet af Paris. Grand Palais blev opført til verdensudstillingen i 1900 og er kendt for sin storslåede arkitektur og det karakteristiske glastag. Bygningen har gennem tiden dannet ramme om nogle af Frankrigs mest betydningsfulde kunst- og kulturarrangementer – fra internationale udstillinger og modeuger til sportsbegivenheder som OL og Tour de France. Efter fire års omfattende restaurering genåbner Grand Palais 19. juni. Gobelinudstillingen er blandt de første, der vises i den nyåbnede bygning og kan ses frem til 17. august.
Museumsdirektør for Den Kongelige Samling, Thomas C. Thulstrup, udtaler:
At åbne en udstilling i Grand Palais er ikke bare en milepæl for Den Kongelige Samling – det er en markering af, at dansk samtidskunst og historiefortælling kan indgå i en international kontekst med tyngde. Grand Palais er et af verdens mest markante udstillingssteder, og det er en stor glæde, at Prinsesse Marie åbnede udstillingen i selskab med den franske kulturminister og tre af kunstnerne. Det understreger projektets rækkevidde og store betydning.
Direktør i Ny Carlsbergfondet, Michael Thouber, udtaler:
Det er en stor glæde, at gobelinerne nu endelig får lov at møde publikum for første gang – og at det sker i Grand Palais, gør det kun endnu mere særligt. I Ny Carlsbergfondet er vi meget stolte over at kunne bidrage til denne udstilling. De fire kunstnere og vævernes indsats er helt exceptionel, og værkerne præsenterer sig smukt i Paris, inden de begynder rejsen hjem til Danmark og Koldinghus.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Den Kongelige Samling, Grand Palais og Mobilier national med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Gobelinerne, som Kongeparret var med til at klippe ned på det historiske Manufacture des Gobelins under statsbesøget i Paris i april 2025, vil i 2028 blive installeret som et samlet kunstværk på 16 værker på Koldinghus. I udstillingen i Paris vises 15 af gobelinerne, mens det sidste – Kirstine Roepstorffs store gobelin – stadig er under vævning. I udstillingen kan besøgende se, hvor langt væverne er nået med det sidste værk og få indblik i den tekniske og kunstneriske proces bag.
Udstillingen er kurateret af:
  • Maria Gadegaard, seniorkurator ved Den Kongelige Samling
  • Sophie Radix, kurator og udstillingsplanlægger på Grand Palais
  • Emmanuel Pénicaut, hovedkulturarvsforvalter og vicedirektør for samlingerne ved Mobilier national.

Galleri

Event Information