Tirsdag den 24. november kl. 15.30–17.30 åbner Teatersalen i Farum Kulturhus dørene til Furesøs første FællesskabsForum. Furesø er ny Fællesskabsby, og flere lokale aktører er allerede begyndt at tage del i arbejdet med at gøre byens mange fællesskaber mere synlige og lettere at finde vej ind i.
Tanken bag Fællesskabsby er enkel: Mange mennesker møder i deres hverdag borgere, som kunne have glæde af et fællesskab. Det kan være hos lægen, i boligområdet, på arbejdspladsen, i en forening eller i mødet med kommunen. Man behøver ikke kende alle tilbud eller have alle svar for at kunne hjælpe. Nogle gange kan en samtale, en invitation eller hjælp til at finde den rigtige mulighed være det, der åbner døren.
Lokale erfaringer og inspiration
Til FællesskabsForum kan deltagerne høre mere om tankerne bag Fællesskabsby og om det arbejde, der allerede er sat i gang i Furesø. Nicolai Bechfeldt sætter ord på, hvorfor Fællesskabsby er relevant i Furesø Kommune, og sekretariatsleder for Fællesskabsbyer Mia Felbo Kolding giver et perspektiv på, hvad der kan ske, når mange forskellige aktører i et lokalsamfund går sammen om en fælles vision. Fællesskabsguide Ditte Nørregaard giver desuden en status på arbejdet i Furesø. Og så skyder Værløse Kirkes rytmiske kor eftermiddagen i gang med sang fra kl. 15.15. Kom derfor gerne i god tid.
Deltagerne skal også møde lokale aktører, som allerede har erfaringer med Fællesskabsby. Blandt andet sættes der fokus på boligområdernes rolle, og borgere og fagpersoner deler konkrete eksempler på, hvad det vil sige at være vejviser til fællesskaber i hverdagen.
Eftermiddagen afsluttes med bordsamtaler, hvor deltagerne selv får mulighed for at dele erfaringer, idéer og perspektiver.
Alle kan være med
FællesskabsForum er både for dem, der allerede er engagerede i Fællesskabsby, og for dem, der er nysgerrige på at høre mere om initiativet. Uanset om man er borger, foreningsaktiv, fagperson, erhvervsdrivende, ejendomsfunktionær eller på anden måde møder mennesker i sin hverdag, er man velkommen.
Det praktiske
Arrangementet foregår tirsdag 24. november kl. 15.30–17.30, sang fra kl. 15.15 Sted: Teatersalen, Farum Kulturhus. Det er gratis at deltage. Tilmelding: https://conferencemanager.events/fllesskabsforumifurestirsdagd24november2026 For spørgsmål kan Fællesskabsguide Ditte Nørregaard kontaktes på tlf. 21 52 35 59 eller faellesskabsguide@furesoe.dk.
