Få tilskud til at sløjfe din gamle husholdningsbrønd eller -boring
Har du en gammel brønd eller boring på din ejendom, som du ikke længere benytter? Så kan du nu søge om økonomisk hjælp til at få den sløjfet – og samtidig være med til at beskytte vores drikkevand.
Kolding Kommune har oprettet en særlig pulje på 120.000 kr. i både 2025 og 2026, som giver mulighed for at søge tilskud til at få sløjfet gamle brønde og boringer.
Formålet er at forhindre forurening af grundvandet og dermed vores drikkevand.
Problemet med gamle ubenyttede boringer og brønde er, at de kan fungere som dræn ned til vores grundvand. På den måde udgør de en stor risiko for, at sprøjtemidler og andre forurenende stoffer bliver ledt direkte ned til grundvandet og derfor er det vigtigt, at ubenyttede brønde og boringer bliver sløjfet efter gældende regler.
