07. september 2026

|

Pressemeddelelse

DI: Koldings ambitioner udløser fremgang i erhvervsvenligheden

Kolding går fra en placering som nummer 41 i 2025 til en plads som nummer 33 i Dansk Industris store årlige, landsdækkende måling af lokal erhvervsvenlighed.

DI: Koldings ambitioner udløser fremgang i erhvervsvenligheden
Af: DI Trekantområdet | Foto: Unsplash

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Virksomheder i Kolding oplever især en forbedring inden for kommunal administration og dialog.

Forbedringen kommer kort efter, at borgmester Jakob Ville har fastlagt en ny retning med erhvervslivet.

Kolding har taget arbejdshandskerne på. Ambitionen er høj, og resultatet viser, at kommunen har fået et godt fundament at bygge videre på. Virksomhederne oplever især, at dialogen og den kommunale erhvervsservice bevæger sig i den rigtige retning, siger Pia Jakobsgaard-Iversen, bestyrelsesleder i DI Trekantområdet.

Cirka 400 erhvervsfolk deltog i stormødet i februar, og flere end 300 fulgte op i juni. Virksomhederne har understreget, at de prioriterer arbejdskraft, byliv, erhvervsservice, branding og langsigtet planlægning. Virksomhederne har vurderet, at dialogen med kommunen rykker fra nummer 60 til 33, hvilket betyder, at den samlede tilfredshed og dialog er gået fra nummer 53 til 43.

Den største fremgang findes inden for kommunal administration, hvor Kolding rykker fra en placering som nummer 40 i 2025 til en plads som nummer 20 i år. Kommunen placerer sig blandt andet som nummer 14 på udbudsprocessen over for private leverandører og nummer 27 på digital erhvervsservice.

Det daglige møde med kommunen

 En erhvervsvenlig kommune skabes ikke af et stormøde eller et slogan. Den skabes i virksomhedernes daglige møde med kommunen, når de skal have en tilladelse, byde på en opgave eller forstå en lokalplan. Derfor er springet på kommunal administration vigtigt, siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

147 hektar til et nyt erhvervsområde skal åbnes for blandt andet industri, transport og logistik, har byrådet fået vedtaget.

Beslutninger omkring havnens udvikling vil også blive afgørende for Koldings næste kapitel. Med en klar og robust retning kan kommunen styrke mulighederne for at tiltrække investeringer, udvikle by og erhverv og løfte konkurrencekraften yderligere.

Infrastruktur er vigtigste advarselstegn

Dog er Kolding faldet fra nummer 29 til nummer 44 inden for infrastruktur og energi, og virksomhedernes vurdering af den lokale mobilitet er placeret som nummer 80. Det tilsammen betyder, at infrastrukturen er det vigtigste advarselstegn.

 Robust infrastruktur er helt afgørende for vækst og konkurrencekraft. Nye erhvervsarealer skaber først reel værdi, når medarbejdere, varer og kunder kan komme effektivt frem. Derfor er mobilitet ikke en teknisk detalje – det er en erhvervspolitisk kerneopgave, siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Uddannelse og arbejdskraft er fortsat Koldings bedst placerede kategori som nummer 18. Virksomhedernes vurdering af indsatsen for kvalificeret og international arbejdskraft rækker dog kun til en placering som nummer 49 og 47.

Kolding har skabt plads til nye virksomheder og sat barren højt. Nu handler det om at omsætte stormødernes ord til mærkbare resultater – både i mobiliteten og i adgangen til de nødvendige kompetencer. Nummer 33 er et stærkt skridt, men ambitionen rækker videre, siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

 

Nøgleord
Erhverv
Event Information