Danske Andelskassers Bank offentliggør i dag regnskabet for første halvår 2026 med et resultat før skat på 105 mio. kr. og en basisindtjening på 84,3 kr. Første halvår har været præget af høj aktivitet i hele banken. Flere kunder har valgt banken til, og efterspørgslen efter rådgivning har været stor inden for blandt andet bolig, investering og formueforvaltning. Den øgede aktivitet har medvirket til en stigning i det samlede forretningsomfang på 14,6 % til 64.028 mio. kr. mod 55.848 mio. kr. pr. 30. juni 2025. Fremgangen er blandt andet drevet af, at udlånet er vokset med 29,6 % fra 8.181 mio. kr. til 10.603 mio. kr. i første halvår 2026.
Første halvår har budt på høj aktivitet i banken. Vi oplever, at flere kunder vælger os til og efterspørger den personlige og nærværende rådgivning, som kendetegner Andelskassen. Det afspejler sig i et stigende forretningsomfang og en positiv udvikling i udlånet siger administrerende direktør Jan Pedersen
Resultatet for første halvår afspejler samtidig de strategiske investeringer, banken foretager som led i strategien frem mod 2030. I årets første seks måneder har banken åbnet et nyt rådgivningscenter i Kolding og etableret Andelskassen Sundhed, som er målrettet kunder i den private sundhedssektor. Derudover har banken styrket centrale funktioner på hovedsædet, ansat nye medarbejdere og øget indsatsen inden for markedsføring og branding.
Investeringerne understøtter bankens strategi om organisk vækst med fokus på både at udvikle eksisterende kunderelationer og tiltrække nye kunder, særligt inden for Private Banking og i nye markedsområder.
Fremgangen i forretningsomfanget og udlånet betyder, at Danske Andelskassers Bank er næsten halvvejs med at realisere målsætningen om en vækst på 50 % frem mod 2030.
Vi har sat ambitiøse mål for bankens udvikling frem mod 2030. Udviklingen i første halvår viser, at de strategiske initiativer begynder at skabe resultater, og at vi bevæger os i den rigtige retning. Allerede halvandet år inde i strategiperioden har vi nået næsten halvdelen af vores vækstmål, og det glæder mig at se, at flere af vores strategiske initiativer nu bidrager til den positive udvikling i forretningen udtaler Jan Pedersen
Danske Andelskassers Bank står stærkt med høj udlånsvækst. Det giver banken et stærkt udgangspunkt for at understøtte den fortsatte fremgang i forretningen og fortsætte udviklingen af banken i de kommende år.
Vi går ind i andet halvår med et stærkt afsæt og høj aktivitet. Nu skal vi fastholde fremgangen i forretningen, effektivisere banken og styrke indtjeningen på længere sigt siger Jan Pedersen
Hovedpunkter fra regnskabet for 1. halvår 2026:
- Resultat før skat på 105,0 mio. kr. mod 150,0 mio. kr. i 1. halvår 2025.
- Basisindtjening på 84,3 mio. kr. mod 144,1 mio. kr. i 1. halvår 2025.
- Nettorente- og gebyrindtægterne faldt med 6,3 % til 409,4 mio. kr. mod 436,8 mio. kr. i 1. halvår 2025 (fald i aktieudbytte).
- Udgifter til personale og administration steg med 9,0 % til 311,2 mio. kr. mod 285,4 mio. kr. i 1. halvår 2025.
- Positive kursreguleringer på 24,9 mio. kr. mod positive kursreguleringer i 1. halvår 2025 på 0,7 mio. kr.
- Mernedskrivninger på 4,1 mio. kr. mod tilbageførsler i 1. halvår 2025 på 5,3 mio. kr.
- Egenkapitalforrentning før skat på 7,2 % p.a. mod 10,2 % i 1. halvår 2025.
- Stigning i udlånet på 29,6 % til 10.603 mio. kr. mod 8.181 mio. kr. pr. 30. juni 2025.
- Stigning i forretningsomfanget på 14,6 % til 64.028 mio. kr. mod 55.848 mio. kr. pr. 30. juni 2025.
- Kapitalprocent på 24,2 % og en overdækning i forhold til kapitalkrav på 8,6 procentpoint.
- NEP-kapitalprocent på 22,0 % efter kombinerede bufferkrav og en overdækning i forhold til NEP-kravet på 6,3 procentpoint.
