Amoode åbner fysisk butik i Kolding
Kolding gågade bliver snart en tøjbutik rigere, når Amoode åbner en fysisk butik i lokalerne på Farverstræde 5 d. 1. marts.
Det seneste stykke tid har Kolding gågade oplevet butiksfrafald og lukninger på stribe, men den tendens kan måske være på vej til at vende. Fredag d. 1. marts åbner webshoppen Amoode nemlig som fysisk butik i lokalerne på Farverstræde 5.
Lige nu står lokalerne tomme, mens de moderniseres, så de kan stå klar til den store åbningsdag. Tidligere husede lokalerne keramikværkstedet Hahnmade Kerami, men inden længe skiftes ler og keramik ud med bæredygtige tekstiler til den mode- og kvalitetsbevidste kvinde – og dog ikke helt alligevel. For Amoode kommer nemlig også til at forhandle specialfremstillet keramik og mundblæst glas.
