05. november 2025

20-årig maskinsnedker fra Kolding viste sit svendestykke frem på Trapholt

Victoria Olivia Winther Nielsen fra Kolding var blandt de 18 nyuddannede snedkere, der i år fik æren af at vise deres svendestykke frem på kunstmuseet Trapholt i Kolding.

20-årig maskinsnedker fra Kolding viste sit svendestykke frem på Trapholt
Af: Industriens Uddannelser  | Foto: Lasse Skov

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
På udstillingen på Trapholt blev nogle af landets bedste svendestykker inden for snedkerfaget præsenteret for offentligheden. Det skete ved den traditionsrige udstilling About Wood søndag den 2. november 2025. For 14. år i træk samarbejdede Trapholt og Snedkernes Uddannelser om udstillingen About Wood, der hvert år hylder nogle af Danmarks mest talentfulde nyuddannede snedkere.
Sanselig og levende udstilling
Gæsterne må røre ved svendestykkerne, hvilket gør oplevelsen sanselig og levende. Den årlige udstilling fejrer fagligheden og inspirerer samtidig nye generationer til at vælge snedkeruddannelserne. Victoria Olivia Winther Nielsen fra Kolding var en af de nyuddannede, som viste sit svendestykke frem. Hun har bygget en skænk med en skydelåge og to skuffer i valnød med små detaljer i ask. Hun har taget sin uddannelse som maskinsnedker på Syddansk Erhvervsskole og været i lære hos Bæk & Madsen. Selv fortæller hun, at hun er stolt over at have vist sit svendestykke frem på Trapholt:
Det var virkelig fedt at få lov til at udstille på Trapholt. Det føles som en stor anerkendelse.
Hun tilføjer:
Jeg håber, at de besøgende lagde mærke til detaljerne. Det er dér, man for alvor kan se håndværket.
Kravene til de udstillede svendeprøver
Trapholt er et museum for kunst, design og kunsthåndværk. Derfor udvælges svendestykkerne primært blandt møbelsnedkere og maskinsnedkere, hvor design, materialeforståelse og præcision er i centrum. I år var der også udvalgt en bygningssnedker, fordi svendestykket passede naturligt ind i udstillingens rammer. De nyuddannede svende, der udstillede, har alle modtaget enten bronze- eller sølvmedalje til deres svendeprøve. Over 1.800 gæster lagde vejen forbi Trapholt søndag for at opleve årets About Wood-udstilling. Dagen blev rundet af med kage og bobler, hvor mestre, faglærere, familier og venner hyldede de dygtigste nyuddannede snedkere.

Galleri

Event Information