Skip to main content
29. februar 2024

50-årig mand anholdt under koordineret politiindsats

Sydøstjyllands Politi har i dag omkring kl.10:00 anholdt en 50-årig mand fra Kolding, og han forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør fredag ved Retten i Kolding.

Af: Sydøstjyllands Politi | Foto: Politiet / Kim Matthäi Leland
PRESSEMEDDELELSE

Den 50-årige mand er sigtet for forsøg på videresalg af en større mængde hash. Han er også sigtet for forsøg på salg af samlet ikke under 7 kilo kokain. Herudover er han også sigtet for forsøg på salg af indtil flere skydevåben. Det er politiets opfattelse, at overtrædelserne er sket over en periode fra 2021 og frem.

Anholdelsen af den 50-årige mand sker på baggrund af en længerevarende og omfattende efterforskning, der altså torsdag formiddag ledte til, at Sydøstjyllands Politi i en koordineret indsats med hjælp fra flere andre politikredse foretog ransagninger på adresser i Kolding, Vestsjælland og København.

Den 50-årige mand blev anholdt under ransagningen på en adresse i Kolding.

I forbindelse med ransagningerne blev også en 25-årig kvinde anholdt i København. Hun er sigtet for hæleri, men det forventes ikke, at hun fremstilles i grundlovsforhør,’ udtaler vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter: ’Da der er tale om en igangværende efterforskning og Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi forventer at anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret i morgen, så vi kan på nuværende tidspunkt ikke dele yderligere informationer om den pågældende sag med offentligheden.

Når tidspunktet for grundlovsforhøret foreligger i morgen, vil Sydøstjyllands Politi oplyse det i et opslag på mediet X.