
Hele 52 lokale Royal Run-sideløb finder sted i Kolding Kommune de kommende uger. Plejehjem, vuggestuer, SFO’er, daginstitutioner og bosteder har selv arrangeret løb, hvor beboere, børn, medarbejdere og pårørende deltager.
Royal Run-feberen har dermed spredt sig til de mange fællesskaber i Kolding Kommune, hvor aktiviteterne gennemføres som lokale udgaver af det landsdækkende motionsløb Royal Run, der løber af stablen den 25. maj.
Også plejehjemmet Kongebrocentret holder Royal Run, og det er til stor glæde for beboerne ifølge leder Judith Juhl Silberg:
Det er næsten blevet en højtid og festdag. I år får vi besøg af vores venskabsklasse. Når eleverne hjælper med at skubbe kørestole og heppe undervejs, opstår der nogle meget rørende og livsbekræftende øjeblikke. Og så betyder det royale islæt også noget særligt for den ældre generation, forklarer hun.
Selvom Kolding senest var officiel værtsby tilbage i 2022, er engagementet altså fortsat stort, og løbet er blevet et bredt samlingspunkt på tværs af generationer:
Royal Run har slået rødder i Kolding Kommune og er meget mere end et motionsløb. Børn, unge, voksne og ældre løber, går og hepper side om side. Det er netop sådanne øjeblikke af idrætsglæde, fællesskab og feststemning, vi gerne vil understøtte, fortæller Jonas Kallan Langvad, der er formand for Fritids- og Idrætsudvalget i Kolding Kommune.
De lokale Royal Run-løb bliver afviklet drypvist fra midten af maj og frem til starten af juni.
Pressen er velkommen til at dække de lokale aktiviteter, og I er meget velkomne til at kontakte os vedrørende de enkelte events og aftale et besøg.